Blog Image

Grækenland 2011

Gamle bydel og kirker

Thessaloniki Posted on Tue, July 26, 2011 01:03:30

Så blev det tid til sidste indlæg for denne gang. Sidste hele dag i Grækenland er slut, og den blev brugt til at kigge rundt på de forskellige kirker og den gamle bydel i Thessaloniki.

Dagen i dag viskede ikke gårsdagens førstehåndsindtryk bort – snarere tværtimod. Det er en lidt rodet og lettere forfalden by, selvom der selvfølgelig er undtagelser med hyggelige gader rundt omkring. I dag mandag var der jo også tryk på butikker og trafik igen, og hvad sidstnævnte angår lader Thessaloniki ikke Athen noget tilbage at ønske, puhh.

Nå, men jeg startede med at vandre ind til midtbyen ad hovedgaden og derfor slentre rundt forbi de største kirker. Udover tårnet på havnepromenaden er kirkerne som sådan de eneste større seværdigheder i Thessaloniki, så afslappet og uhøjtidelig byvandring har hele tiden været meningen med besøget her. Jeg havde dog nok forventet mig lidt mere af Grækenlands næststørste by, men så er det jo godt, de 2 første byer på rejsen udgør en solid modvægt hvad angår forventningernes opfyldelse :o)

Der var også tid til en lettere opstigning til den gamle bydel Kastra, som var et rart og hyggeligt afbræk fra den heftige trafik i bymidten. Her var desuden en fin udsigt nedover byen og havnen.

Til aften slentrede jeg en sidste tur ned til havnepromenaden og spiste på en nærliggende restaurant. I morgen skal jeg tjekke ud ved middagstid, men det passer fint nok med, at jeg så i ro og mag kan sørge for at være i lufthavnen i god tid til afgangen 16.20 lokal tid.

Alt i alt har det atter været en rigtig fin rejse, som heldigvis (7-9-13) igen er gået efter planen trods usikkerheden omkring den græske situation før afrejsen fra Danmark. De sidste billeder for denne gang kan ses på greece.elmomo.dk. Jeg håber I har nydt at følge lidt med i tekst og billeder. Vi ses snart derhjemme – kærlig hilsen herfra!



På havnevandring

Thessaloniki Posted on Mon, July 25, 2011 00:05:09

Som tidligere nævnt startede denne første hele dag i Thessaloniki stille og roligt, da jeg ankom sent i går aftes. Morgenmadsbuffeten er også lidt mere omfattende her end på det foregående hotel, så det gør jo også, man dvæler lidt længere :p

Nå, men da jeg fik vandresandalerne på igen, gik jeg i gang med at udforske den sydlige del af centrum, som er lig med havneområdet. Der er en meget lang havnepromenade, som er hyggelig at gå langs. På vejen fik jeg også besøgt byens vartegn, det såkaldte hvide tårn.

Der er flere hyggelige veje og sidegader at vandre i, og havnepromenaden er selvfølgelig også dejlig. Men generelt har det første indtryk af byen været, at den er lidt rodet og ofte forfalden. Men det er jo ikke sikkert, det er gældende over det hele. Ved frokosttid besluttede jeg for at tage et afbræk fra det græske og indtog en amerikanerpizza i den lokale Pizza Hut.

Efter et eftermiddagshvil og -bad på hotellet tog jeg tilbage til et område nær havnen, hvor der er en større samling af caféer, barer og restauranter. Jeg fandt en rigtig god og hyggelig græsk restaurant, hvor jeg fik en gang lækker aftensmad. Herefter vandrede jeg igen lidt langs havnepromenaden, hvor temperaturen efter mørkets frembrud var meget behagelig.

Der er billeder fra dagen på greece.elmomo.dk – i morgen står den på udforskning af den nordlige del af centrum, hvor bl.a. den gamle bydel samt Grækenlands største kirke befinder sig.



Togtur til Thessaloniki

Thessaloniki Posted on Sun, July 24, 2011 12:21:59

Ahh, det gjorde godt at få hvilet ud i går efter fredagens vandring. Jeg tog mig god tid til morgenmaden og kuffertpakningen, da jeg jo ikke havde anden plan for dagen i går end afslapning og transport.

Jeg skulle være ude af værelset i Kalambaka ved middagstid, men kunne godt lade min bagage stå på hotellet, mens jeg slentrede ned til byen og fandt mig et par steder at sidde og nyde dagen samt lidt frokost, selvfølgelig.

Priserne hernede er i øvrigt aldeles rimelige. Jeg har fx et par gange givet 12 euro for 2 retter og drikkelse. Det må da siges at være i den gode ende. I går til frokost fik jeg fyldte peberfrugter og tomater med lidt tzatziki til.

Da klokken nærmede sig 17, gik jeg forbi hotellet og samlede min bagage op, så jeg kunne nå afgangen 17.32. Toget afgik rettidigt, og jeg vinkede pænt farvel til Kalambaka og Meteoraområdet, som gav mig en fantastisk oplevelse.

Jeg ankom på stationen, hvor jeg skulle skifte tog en time efter. Her fik jeg lidt at spise, så jeg var klar til sidste strækning mod Thessaloniki. Desværre endte forbindelsen med at være ca. 40 minutter forsinket, og da jernbanestationerne i Grækenland tilsyneladende ikke er kommet ind i den digitale tidsalder endnu, var det lidt en udfordring at få at vide, hvad der foregik. Heldigvis kunne jeg få en venlig græker til at udfritte jernbanepersonalet, så jeg kunne få lidt info.

Da toget endelig kom, gik resten af turen uden problemer. Det var lidt specielt at ankomme til en ny by efter mørkets frembrud, men jeg fandt hotellet uden de store problemer. Det er et rigtig fint værelse, jeg har fået mig her – måske snupper jeg et par billeder senere i dag, men indtil videre kan I nyde de skønne billeder fra min bjergvandring i Meteora, som nu ligger på greece.elmomo.dk.

I dag har jeg også startet stille og roligt efter den sene ankomst i går, hvor jeg lige skulle have pakket ud og opdateret mig med tragedien i Norge. Sikke noget.

Det er jo også søndag, så jeg nøjes med lidt stille slentren rundt, formentlig omkring havnepromenaden og markederne deromkring blandt andet. Alt for nu, kh herfra.