Blog Image

Grækenland 2011

Lykabettos og Piræus

Athen Posted on Wed, July 20, 2011 22:45:35

Så er anden og sidste hele dag i Athen næsten til ende. Jeg har igen vandret en del, men til gengæld også fået lov at se specielt nogle rigtig flotte udsigter.

Jeg startede med at besøge Zeus-templet, som ligger lige så tæt på hotellet som Akropolis. Derfra vandrede jeg forbi det særprægede Panathenæerstadion samt Præsidentpaladset, før det blev tid at bestige Lykabettoshøjen, som med sine 277 meter er Athens højeste punkt.

Udsigten derfra var ganske enkelt fremragende. Hele Athen kunne ses til alle sider, selvfølgelig med Akropolis som midtpunkt og med havet og bjergene i baggrunden. Herunder kan I se en video fra udsigtspunktet:

Jeg tog kabelbanen det sidste stykke både op og ned ad højen, da jeg ikke havde lyst til at blive stegt mere end højst nødvendigt smiley Vel nede igen tog jeg metroen ind til midtbyen, hvor jeg bl.a. fik en gang frokost, før jeg satte kursen mod Piræus.

Havnebyen Piræus mod syd fik jeg også vandret en del i, da jeg gerne ville se alle havnene og nyde udsigten ud over den Saroniske Bugt. Som I kan se på billederne på greece.elmomo.dk var det også umagen værd. Efter at have fået nok af både i alle størrelser, drog jeg tilbage til Athen igen og fik mig en let aftensmad med kylling og salat, før kursen blev sat mod hotellet igen.

I morgen skal jeg jo som tidligere nævnt tidligt op og afsted til Banegården, hvor mit tog mod Kalambaka i midten af Grækenland (retning nordvest fra Athen) afgår 8.27, brrr. Turen tager lidt under 5 timer, så jeg håber der er lidt spændende natur at se på undervejs smiley

Alt for nu – vi skrives ved.



Akropolis og omegn

Athen Posted on Tue, July 19, 2011 23:51:04

En meget varm men også oplevelsesrig første hele dag i Athen er omme. Jeg startede med en tur med metroen til Banegården for at købe togbilletter til senere på ugen. Stedet var forbavsende umoderne, men det lykkedes da efter en rum ventetid at få anskaffet de ønskede billetter. Jeg skal tidligt op og med toget kl 8.27 fra Athen på torsdag, hrmpf smiley

Nå, men jeg tog straks efter metroen tilbage mod Akropolis, som var dagens første mål. Det var meget varmt for en nyankommen nordbo, men jeg tog det i stiv arm og besteg klippen i stille og roligt tempo. Jeg søgte skyggen, holdt mange pauser og drak rigeligt med vand. Jeg frygtede for specielt min nakke, men jeg slap heldigvis fint fra det, ser det ud til!

Det er en speciel fornemmelse pludselig at stå og betragte noget, man har hørt og læst så meget om. Man risikerer ofte at blive skuffet i sådanne situationer, men jeg var nu begejstret nok over oplevelsen smiley Selve Parthenon er selvfølgelig i vore dage stadig noget medtaget, men man får et fint indtryk af, hvordan det har været, og udsigten fra alle sider af Akropolis er simpelthen fremragende. Lidt af den kan ses i den lille video herunder:

https://youtube.com/watch?v=Te7fkyqitH0%3Fhl%3Dda%26fs%3D1

Efter at have vandret omkring arealet et par gange, satte jeg kursen ned mod byen igen og fandt et hyggeligt sted at spise i et lille landsbyområde. Dernæst udforskede jeg videre og besøgte bl.a. den gamle Agora som også husede store bygningsværker.

Sent på eftermiddagen havde benene fået nok af at vandre, så jeg tog metroen hjem til hotellet, hvor jeg tog et bad og slappede lidt af, før jeg rendte ud og fik lidt aftensmad. Bagefter slentrede jeg lidt rundt i de smalle og snoede butiksgader i Pláka-kvarteret, som ligger tæt på hotellet, og jeg fik også set Akropolis i aftenbelysning, hvilket den ikke blev grimmere af…

I morgen har jeg tænkt mig at vandre igennem nogle andre dele af byen, og hvis jeg får tid bliver det måske også til en smuttur til havnebyen Piræus. Der ligger en stak billeder fra tirsdagens tur på greece.elmomo.dk som I kan kigge på, hvis I har lyst smiley

Tak for kommentarerne – håber alle I andre også har det godt.



Καλώς ήρθατε στην Αθήνα

Athen Posted on Mon, July 18, 2011 22:44:26

Jep, så er jeg vel ankommet til Athen, og jeg skal vænne mig til at se græske bogstaver over det hele smiley Turen hjemmefra gik helt som den skulle, så det var rart. Det var ikke svært at mærke temperaturforskellen, da jeg kom ud af Athen lufthavn, så den langærmede kom hurtigt af, puha. Det var en lidt lang og varm tur i metroen fra Athens lufthavn til centrum, men heldigvis ligger mit hotel blot 1 minuts gang fra en af metrostationerne. De fleste seværdigheder i Athen er også i gåafstand, så jeg holder mig såvidt muligt fra de overfyldte metrotog de næste dage, tror jeg…

Hotellet er i øvrigt fortrinligt. Jeg har rigeligt med plads, værelset har alt, jeg skal bruge (inkl. internet), og…..der er heldigvis air condition smiley

Efter at have sundet mig lidt og pakket ud, var klokken pludselig blevet 20 (vi er jo en time foran hernede), så jeg smuttede ud for at finde lidt at spise. På vejen kunne jeg ikke dy mig for at lægge vejen forbi Syntagmapladsen ved Parlamentet, hvor demonstrationerne jo har fundet – og finder – sted. Det var et forholdsvist roligt skue, hvor turister frejdigt blandede sig med demonstranterne, som nærmest har slået lejr flere steder, som det måske kan anes en smule på billedet herunder. Engang imellem gik de over mod pladsen og gav lidt lyd fra sig (det virker koordineret), men ellers forholdt de sig ret roligt, mens jeg var der.

I morgen skal jeg først en tur på Banegården og købe togbilletter til den videre færd senere på ugen, men bagefter agter jeg at udforske Akropolis, hvilket jeg selvfølgelig glæder jeg umådeligt meget til.



Mod Europas vugge

Athen Posted on Thu, July 14, 2011 23:43:05

Tiden sig nærmer for afgangen mod det græske. Her er lidt praktiske informationer om rejsen til eget brug samt til info for andre, hvis uheldet skulle være ude:

Fly fra Kbh til Athen mandag 18. juli:
SAS SK2777, afgang 12:50, ankomst 17:05 lokal tid.

Hotel i Athen, ankomst 18. juli, afrejse 21. juli:
Airotel Parthenon, tlf +302109234594

Hotel i Kalambaka (Meteora), ankomst 21. juli, afrejse 23. juli:
Hotel Odysseon, tlf +302432022320

Hotel i Thessaloniki, ankomst 23. juli, afrejse 26. juli:
Hotel Anatolia, tlf +302310522421

Fly fra Thessaloniki til Kbh (mellemlanding Düsseldorf) tirsdag 26. juli:
Air Berlin AB2865 & AB8230, afgang 16:20 lokal tid, ankomst 20:25.

Den danske ambassade i Athen: Tlf +302107256440

Spærring af Dankort: 70207020 (Danske Bank) eller 44892929 (PBS)

Europæiske Rejseforsikring: Policenr 142-20351473, tlf +4570109030