Nøj, det har været en lang dag med vandring op og ned ad diverse bjerge. Jeg tog fra hotellet kl 9 og kom tilbage kl 18, så jeg tror mine fødder hader mig nu… Var det så det værd? Jep!. Jeg var begyndt at få ret høje forventninger efter gårsdagens forsmag, men jeg må sige, de til fulde blev indfriet. Sikke et landskab, sikke nogle udsigter, og sikke nogle bedrifter, de munke har udført i sin tid.

Jeg tog som planlagt en bus fra Kalambaka til det fjerneste kloster af de 5 i Meteora, jeg skulle besøge. Det er samtidig det største af dem, så jeg tog mig god tid til at granske stedet. Foruden selve landskabsdelen var det jo også meget interessant at se de forskellige klostre indefra, hvor nonner og munke stadig holder til.

Jeg vandrede fra kloster til kloster, hvilket i sagens natur også betød fra bjerg til bjerg. Udover at hvert bjerg selvfølgelig skulle kravles op ad, idet klostrene ligger på toppen, gik det også op og ned på vejene imellem dem. Så der blev vandret til den helt store guldmedalje – det er godt gjort, man ligefrem kommer i form i sin ferie, hehe.

Efter at have besøgt det sidste kloster, hvor der i øvrigt blev indspillet en James Bond-scene engang, tog jeg en genvej tilbage til Kalambaka i form af en køn natursti. Det gik godt nedad – man havde jo lige været oppe i bjerge, der rager cirka 400 meter op!

Jeg tog mere end 500 billeder og skal lige have lavet den sædvanlige sortering i de, der blev gode. Det bliver dog ikke færdiggjort i dag, da jeg kan mærke sengen kalde :p Men herunder har I en lille forsmag – resten kommer senere.

I morgen står den på hvile- og transportdag, idet mit tog her fra Kalambaka til næste destination (Thessaloniki) først afgår ved 17-tiden. Men det tror jeg også, jeg trænger til efter dagens strabadser.

Tak for kommentarerne – godt at høre fra Seden, Fjand og Spanien. Jeg var også begyndt at spekulere på, om internettet nu også virkede i Fjand :o) Jeg håber, I alle har det godt og nyder det, hvor I er.